Skildring af min barndomsby og barndomshjem.
 

Skal jeg skildre vor barndomsby og vort barndomshjem, må jeg give tidligere Kirkeminister Mette Madsen ret, når hun siger: "Skulle vi 8 søskende fortælle om vort barndomshjem, ville det blive 8 forskellige hjem vi beskrev." For vores vedkommende ville det så blive 11 forskellige hjem.

Jeg må fortælle om den tid, som jeg husker den eller mener at kunne huske den. Mine søskende har måske oplevet tingene anderledes eller husker ting som jeg har glemt. Jeg håber så de vil give deres bidrag til at give et billede af den tid.

Min barndomstid må deles op i 2 afsnit. - Tiden i "det gamle hus" (nu Aladinvej 13), hvor vi boede til jeg var 10 år. -Og Tiden i "det nye hus" på Gugvej (nu Sdr. Trandersvej 161), som vi flyttede til i 1929.

Først vil jeg dog fortælle den smule, jeg ved om vore forfædre. Alle de der virkelig kunne gøre rede for dem er borte, så der er kun hukommelsen (og den er ringe) og forskellige arkiver at støtte sig til. Men lad det være sagt med det samme, der flyder ikke blåt blod i vore årer. Vore forfædre har tilhørt den store skare, som ved hårdt slid, for ringe betaling, kæmpede for at holde sig over sultegrænsen; ganske som Peter Rismøller har beskrevet det i sin lille bog "Sultegrænsen".

Morfar

Morfar hed Johan Chr. Jensen. Han blev født i Klitgaard, Nørholm sogn den 6. juni 1848. Han var søn af fisker Jens Knudsen født i Nibe 1814 og Johanne Andersen født i Gjøl 1815. Han havde 5 søskende: Anders, Knud, Jens Peter, Katrine og Niels. De er alle født i Klitgaard.

Mormor

Mormor blev født i Thisted, - og ikke i Vigsø, som hendes dødsliste og gravsten fortæller. Men lad mig begynde med hendes bedsteforældre. Mads Gjersbøll gift med Ane Andersdatter Hvass boede i Vigsø. De fik 8 børn, hvoraf 3 døde, 2 som små og en datter som 23 årig.

Anders (mormors far) var den ældste. Han er født den 5. januar 1812 og blev døbt: Anders Madsen Gjersbøll. Som den tids skik var, fik han efternavn efter faderens fornavn. Senere nævnes han dog som: Anders Madsen Hvass. Hvass var jo moderens efternavn.

Ja det var meget indviklet den gang og derfor svært at finde ud af og forklare. Anders Madsen Gjersbøll Hvass (for nu at tage det hele med) blev i 1842 gift med: Else Jakobsdatter, født den 17. februar 1819. Hun var datter af Jakob Pedersen og Karen Sørensdatter fra Bjerre ved Vigsø.

Anders og Else fik før de blev gift, sammen en datter: Nikoline født den 10. januar 1839. Hun blev opfostret hos Elses forældre. Hos dem boede Anders og Else til leje efter giftermålet, og fik her yderligere 2 piger: Madsine født den 10. september 1842 og Ane Marie født den 21. juli 1844. De fik alle 3 Andersen som efternavn.

I 1845 flyttede Anders og Else til Thisted med Madsine og Ane Marie, mens Nikoline blev hos bedsteforældrene.

I Thisted fik Anders og Else endnu 3 piger: Jakobine født den 17. september 1846, Klara (mormor) født den 11. september 1849 og Else født 1. april 1851.

Elses fødsel blev en katastrofe for familien. Den 19. april 1851, 18 dage efter at have født Else, døde moderen 32 år gammel og pigen blev ved sin mors kiste døbt: Else. Hvad der herefter sker ved vi intet om, men 2 år senere døde også faderen den 26. september 1853, 41 år gammel. I hans dødsliste bliver han betegnet som enkemand, sømand, almisselem.

Nu var børnene så forældreløse og fattigvæsenet har haft hals- og håndsret over dem. Det var ingen rar situation på den tid. Forældreløse børn blev som regel udliciteret til plejeforældre, der kunne tjene en ekstra skilling, ved at overtage ansvaret for dem - og det var gerne den lavestbydende der gik af med sejren. Mormor og hendes søskende blev da også skilt og fik hvert sit sæt plejeforældre, alle i Vigsø og Bjerre. Vigsø sogn har sikkert haft forsørgelsespligten, eftersom pigerne alle er tilbage, hvor forældrene kom fra. Små var de jo. Da faderen døde var Else 2 år, Klara 4 år, Jakobiner 7 år, Ane Marie 9 år, Madsine 11 år og Nikoline 14 år. Så de mindste har i al fald ikke kendt deres egne forældre. Klara (mormor) kom i pleje hos Christian Nielsen Lund i Bjerre (naboby til Vigsø) og herfra blev hun konfirmeret. Hendes konfirmationsliste lyder.

Født 11. september 1849 i hjemmet.
Døbt 13. januar 1850 i kirken.
Konfirmeret 1ste søndag efter Mikkelsdag den 4. oktober 1863
Forældre: Sømand Anders Hvass og hustru Else Jakobsen i Thisted. Begge døde.
Plejefar: Gaardmand Christen Nielsen Lund i Bjerre fra Thisted Fattigvæsen.
Kundskaber: Meget godt.
Opførsel: Meget godt.
Vaccineret 19. september 1855 af Villemoes

Hvordan hendes ungdom er forløbet ved jeg ikke. Hun har sikkert haft plads i omegnen af Bjerre og Vigsø. Tjenestefolk var bundet til hjemegnen og de måtte ikke gifte og få børn, før de kunne forsørge en familie. Mormor var da også 28 år, da hun blev gift med morfar Johan Chr. Jensen fra Klitgaard. Hvordan de har truffet hinanden ved jeg ikke, men i 1877 blev de viet i Nørholm Kirke, som er sognekirke for Klitgaard. Her i Klitgaard blev deres 8 børn født:
Jens Christian i 1877, Christian Aurelius i 1881, Johanne Marie i 1884, Niels Laurits Aurelius i 1886, Emme Elisabeth i 1887, Herman Henry i 1893, Kamilla Kirstine i 1894 og Elna Margrethe i 1897.                                                

Mor

Mor er altså født i Klitgaard den 6. december 1897. Familien flyttede senere til Attrup (nu Attrupvej 14) jeg ved ikke nøjagtigt hvornår, men morfar døde der den 25. maj 1906. Mor var da 9 år gammel. Hendes far var syg af kræft og mor måtte gå den lange vej til Brovst Apotek efter medicin til ham. Han var en hård mand, men blev "omvendt" da han blev syg. Mor skulle synge for ham, og det har hun nok været god til, for han syntes hun skulle lade sin stemme uddanne, hvor pengene skulle komme fra meldte historien intet om.

Morfar blev begravet på Torslev Kirkegård. Gravstedet er for længst sløjfet, men gravstenen står ved kirkediget.

Det var jo et fattigt hjem og socialforsorg var et ukendt begreb. Mor fik plads hos en familie" øster i byen", mens hun gik i skole. Køerne skulle hun flytte i frikvartererne og så smuttede hun hjem til sin mor og fik en mellemmad.

Hvor længe mormor blev boende i Attrup ved jeg ikke. Hun måtte jo selv tjene til livets ophold og tog plads som husbestyrerinde.

1. november 1911 fik mor plads som "bettepige" på "Ny Toftegaard" en herregård ved Jetsmark. Her var hendes ældre søster Johanne og hendes mand Kræn Lassen fodermesterpar. Den 25. maj 1912 blev mor konfirmeret i Jetsmark Kirke alene. Da kammeraterne blev konfirmeret blev de det i april, på det tidspunkt var "Ny Toftegaard" nemlig i karantæne på grund af kopper blandt de Polakker, der dengang arbejdede på gården. Det var den tids fremmedarbejdere.

De penge og småting hun havde fået i konfirmationsgave havde hun lagt fra sig i våbenhuset  mens hun blev konfirmeret, men de var blevet stjålet da hun kom ud for at hente dem. Moster Johanne og Kræn Lassen ville gøre lidt ud af dagen, og mormor var der jo også, men om eftermiddagen kom der bud fra herskabet, at mor skulle komme og dække bord til uventede gæster, så hendes konfirmation var ikke just en festdag.

Hun var på "Ny Toftegaard" i 2 år, og fik så plads hos gårdejer Viggo Juel i Gug.

Følgende er skrevet i hendes skudsmålsbog

Elna Magrethe Jensen er fæstet til mig fra 1. november 1913 til 1. november 1914, 
løn 175 kroner, hvoraf 45 kroner for vinterhalvåret.
Gug den 15. oktober 1913 Viggo Juel

Der var mor ikke glad for at være, og (stadig ifølge hendes skudsmålsbog) har hun den 11. marts 1914 fået plads hos Jensine og P. J. Veddum i Romdrup. De ejede en stor gård" Katrinesminde". Der var mor glad for at være og de var glade for hende.
Mormor var på det tidspunkt husbestyrerinde hos "Smed Kresten" i Sønder Tranders. Han ejede huset på Gugvej, som mange år senere, efter hans død blev vort hjem nr. 2.
Mor blev gravid med Kaj, mens hun tjente i Romdrup. Han blev født på Fødselsstiftelsen i Aarhus den 20. oktober 1916 og døbt den. 26. oktober 1916. Kaj var i sine første år hos mormor og "Smed Kresten". Mor kom tilbage til pladsen i Romdrup, og var der til den 1. november 1918, da var jeg under vejs. Mor fik skam et diplom for lang og tro tjeneste. Det blev indrammet og hang i mange år der hjemme, men er desværre nok gået tabt. Vore biologiske fædre stak jo halen mellem benene.
Kaj fandt ?

Bedste

Hvor langt jeg kan huske tilbage, kan jeg ikke sætte dato på, men jeg kan huske mormor, og hun døde da jeg var 5 år. Da Kaj blev født var hun husbestyrerinde for "Smed Kresten" og Kaj var hos hende der, indtil far og mor blev gift. Da jeg begynder at kunne huske hende boede hun i kommunens hus (nu Aladdinvej) et lille hus, der var delt i 2 lejligheder, med hver en lille stue, køkken og gang. I stuen havde hun sin seng, et bord der stod foran vinduet, et par stole og et skab. Mere var der ikke plads til. Kaj og jeg holdt meget af hende og skiftedes til at sove hos hende. Hun var næsten skaldet, men hun havde paryk af mørkt hår og med midterskilning. Den tog hun naturligvis af når hun skulle i seng. Hun havde huller i ørerne og guldørenringe. En af dem var faldet af i nattens løb, engang jeg sov hos hende, og jeg skulle hjælpe hende med at sætte den i igen, men det kunne jeg ikke finde ud af. Hun havde et lille guldur med kæde flettet af hår, og med lås formet som to små hænder, og er sølvbroche med lilla sten. En mørk aften Kaj og jeg skulle hjem fra besøg hos hende, brændte et hus på Kragebakken og ildskæret derfra stod ind over Sønder Tranders. Da var vi så bange at Jens Aaby (der boede i den anden lejlighed) måtte følge os hjem.

Mormor blev syg, hvad hun fejlede ved jeg ikke, men hun var dengang 75 år, så hendes tid var ved at rinde ud. Hun kom hjem til mor og far. Mor lå i barselsseng med Jensine. Hendes seng var flyttet ind i stuen og i soveværelset lå mormor, og her vågede far ved hende om natten.

Hun døde den 29. juli 1924. Jeg husker hende ligge i den åbne kiste, der stod i det lille værelse ved gangen. Selv om der var lagt en serviet over hendes ansigt, havde en spyflue alligevel set sit snit til at lægge spy ved hendes ene øje. Jeg husker Else Stausgaard komme med et par røde roser fra haven, de blev lagt på hendes bryst. Jeg mener morbror Christian fra Lidrup ved Løgstør kørte hende til Torslev på sin lastbil. Her blev hun begravet ved siden af morfar.

Skolen

I Sønder Tranders var der 2 skoler, den "bette skole" eller pogeskolen og den "store skole". Den lille skole lå mellem mejeriet og brugsen, der var kun en skolestue, med en række pulte med fast bænk, pladseret i hver side og kateteret midt for endevæggen, foran det et plankebord med bænke uden rygstød. Ved den anden endevæg stod kakkelovnen som blev fyret med tørv af lærerinden selv. Her stod også et par reoler med bøger, det var byens bibliotek, så lærerinden var altså bibliotekar om aftenen. Det har nu nok ikke taget så meget af hendes tid, udlånet var ikke særligt stort.

I husets ene ende var indrettet en lille lejlighed til lærerinden. Der var lokum i gården, et til eleverne og et til lærerinden. Uden for hendes beboelse var "skolegården", en lille plet jord med stakit om.

Her begyndte jeg i 1924 min skolegang. Vi gik 7 år i skole, inddelt med 2 år i 1. klasse, kaldet "podeskolen", 2 år i 2. klasse og 3 år i 3. klasse "den store skole. Skoleåret sluttede i april og 1. maj, hvis det ikke var en mandag, mødte vi nybegyndere op med vores A.B.C, der var en kok (hane) udenpå, en tavle og et penalhus af træ, hvis låg var med billede på, og som kunne skydes ud. I det havde vi vores grifler og blyant. Først langt senere fik vi pen og penneskaft. Vi havde en lille klud, så vi ved hjælp af den og en klat spyt kunne viske tavlen ren.. Lærerinden hed frk. Sørensen. En lille undersætsig pukkelrygget dame med stærke briller. Hun lærte os stavning, skrivning og den lille tabel, samtidig med at hun hæklede på livet løs, sutsko eller lapper til et slumretæppe. Vi måtte ikke komme i skolestuen med træsko på, så vi havde kludesko med, hvis vi havde nogen, ellers måtte vi sidde i strømpefødder. Vi stavede i kor, så det kunne høres langt væk. Det nederste af ruderne var blændet, så vi passede det vi skulle, og ikke fulgte med i, hvad der foregik på vejen.

Frk. Sørensen var også håndgerningslærerinde for os piger i alle klasser. Vi lærte at strikke strømper, sy særk i hånden med omvendt søm og det hele. Vi hæklede blonde til hals og ærmegab. Hun var meget gammeldags, så meget af det vi lavede kunne ikke bruges. Værst var det med "skovballebukserne", de blev også syet i hånden og var af medium = fint lærred, de blev bundet med bændel i siderne og fik hæklet blonder om benene. Dem fik jeg nu aldrig på, da var det nemlig moderne med lodden vrang og elastik.

Om sommeren gik hun med os på udflugt til krohaven i Gistrup, der var en vippe og en gynge, så det var alle tiders.

Hendes gamle mor kom under tiden på besøg, en lille statelig dame, men næsten døv, så hun havde hørerør (en tragt), som hun satte i øret, når datteren skulle råbe hende op. Vi i 1. klasse blev kaldt "tudser" og lærerinden for "tudsemor" af dem i den store skole, men vi hævnede os og kaldte dem for "rotter".

Efter 2 års forløb (1928) kom så den store dag, da vi skulle begynde i "den store skole" bygget i 1846. Den lå lige neden for kirken. Bygningen var såmænd stor nok, men det meste af den var lejlighed til læreren. Her var også kun en skolestue, ikke meget større end den i "podeskolen". Den var selvfølgelig også kakkelovnsfyret. På væggene hang billeder af digterne B. S. Ingemann og N. F. S. Grundtvig. Vittige hoveder oversatte det hurtigt til" nu fiser sandelig Grundtvig", og flere andre, som jeg ikke husker. Kateteret stod mellem de to vinduer ud mod skolegården. Til venstre for det en reol med børnebøger, som vi kunne låne. Til højre hang landkortene, som blev rullet ned når vi skulle have geografi. Ned gennem skolestuen stod så to rækker skrå pulte med klap der kunne lukkes op, der var også hul til blækhuset og fast bænk. Der sad vi så to og to, drenge i den ene række og piger i den anden række. Her residerede lærer Nielsen, en kraftig mand med overskæg. Om han var dygtig ved jeg ikke. Det jeg husker bedst fra hans tid var sangtimerne, da spillede han violin til, men det meste af tiden gik med at få "bæstet" stemt, og når det så endelig lykkedes, lød det alligevel som når man trak en kat i halen.

3. klasse gik i skole om formiddagen og 2. klasse om eftermiddagen. Vi havde kun et frikvarter, men det var til gengæld så langt at vi kunne løbe hjem og få en mellemmad. Forældrene skulle selv betale alt, bøger, tavle ja selv griffel og pen. Jeg husker at min bror Kaj fik et atlas, det kostede 5 kroner. Det var mange penge dengang, så bøgerne måtte jo gå i arv til den næste. De dygtigste sad øverst, så det var ikke særlig rart at sidde nederst. Jeg har faktisk siddet øverst i alle klasser, men det er ikke rigtigt noget at prale med. Vi havde ikke så mange fag den gang, sprog, fysik, biologi og mange andre fag var ukendte begreber for os. Ville vi tage realen med, måtte vi til Aalborgskolerne, og da forældrene skulle betale skolepenge og transport var det ikke for os børn af småfolk.

I 1929 blev lærer Nielsen syg og vi fik vikar. Lærer Nielsen blev senere indlagt på sygehuset til operation, men før han tog af sted, kom han ind i skolestuen og sagde farvel til os børn, med tårerne løbende ned ad kinderne. Det var da også sidste gang vi så lærer Nielsen. Han døde i 1930. Vi elever var med til hans begravelse. Kirken var stuvende fuld, og den plads jeg havde fået, lagde Peter Sørensen beslag på, så jeg måtte stå op. Pastor Flintholm holdt tale (og den var lang). De "fines" døtre og skrædder Andersens Ingrid strøede blomster foran båren på vej til graven, og vi græd alle som var vi pisket.

Samme år blev Jens Chr. Sørensen ansat som lærer, han var oprindelig mejerist, så der kom andre boller på suppen. Han satte sig straks i respekt og blev aldrig særlig afholdt. Men vi fik vel lært lidt mere. Han lærte os i alle tilfælde at stave de med e i stedet for i. Vi sang selvfølgelig morgensang og bad fadervor inden vi gik i gang med dagens program, med regning, dansk, geografi, danmarkshistorie og religion. Det ene år gennemgik vi "Det gamle Testamente" og næste år "Det ny Testamente". Salmevers skulle vi naturligvis kunne uden ad. Det samme gjaldt skriftstederne, som vi havde for de sidste skoleår. Der var især et som var meget svært, og som jeg terpede så længe at jeg aldrig siden har glemt det, så det vil jeg prale med her: "Når hedningerne, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, da er disse uden at have loven sig selv en lov, de viser jo lovens gerning skrevet i deres hjerter, idet samvittigheden vidner med, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre", men jeg må med skam bekende at det også er det eneste jeg husker. Gymnastik var det småt med, men ind imellem gjorde vi da lidt arm - og knæbøjninger ved siden af vore borde. Om sommeren blev hest og plint slæbt ud i gården, og så sprang vi over dem eller balancerede på bommen. Ellers var det langbold eller rundbold. Det var med at opføre sig ordentlig ellers vankede der en på skrinet. Lærer Sørensen satte sin pegefinger under hagen på den formastelige, og så svang han bøffen så det sang. Det varede længe inden kinden fik sin normale kulør igen. Det har jeg aldrig prøvet. Han var især efter Hjor-drengene (hyrdedrengene). De var fattigfolks børn fra Lejbjerg eller Vejgård. De tjente hos gårdmændene om sommeren, og der fik de lov at gøre gavn for føden og den smule løn de fik. Op før en vis mand fik sko på, og arbejde til de skulle møde i skolen. Så hjem og på gården igen og arbejde videre til ud på aftenen. De havde ingen tid til at læse lektier og blev så anset for at være dumme og ragede sig derved mange lussinger til. Jeg husker især en som lærer Sørensen kaldte "Flyveren", fordi han ikke kunne sidde stille. Han kom til at sidde ved et bord for sig selv ved siden af kakkelovnen. Han har i alle tilfælde ikke elsket lærer Sørensen. Lærer Sørensen var ekspert i at give os øgenavne og særlig retfærdig var han ikke. Jeg mindes en episode med Anton Winther's Marie. Hun var meget nærsynet, og kunne intet se uden sine briller. Alligevel forlangte han at hun skulle læse op en dag hendes briller var gået i stykker. Hende kaldte han for brilleaben. Så det må nok være Nemesis, da hans egen datter som 3-4 årig måtte have briller. Da bad han os elever om at lade være med at drille hende, for så mente han ikke hun ville bruge brillerne. Hans tone over for os var i det hele taget ikke pæn. Og slet ikke hvis han havde fået et horn i siden på en eller anden. En pige var dog så klog at blive siddende, da han i en dansktime sagde: "Næste ko", og så måtte han i stedet pænt sige hendes navn.

Et år til Jul var han så gal på os at han frabad sig julegave og julepyntning. Vi plejede ellers at skillinge sammen til en lille ting og så pynte kateteret med gran, lys og "Glædelig Jul" klippet ud af brugsens juleposer og klistret op på et stykke pap. Skolen holdt juletræ for elever og deres forældre på Gistrup kro. Jeg var sammen med to andre julenisser et år. Vi trak en vogn med godteposerne.

I april havde vi eksamen! 3. klasse om formiddagen og 2. klasse om eftermiddagen. Her mødte præsten og skolekommissionen op for at høre, hvad vi kunne. Vi var alle i skolestuen. I dagens anledning mødte vi renskurede og i stiveste puds, selv tavlerammen var blevet skuret i brun sæbe, så tavlen næsten ikke var til at skrive på. Senere blev tavlen for øvrigt afskaffet og vi gik over til kun at bruge hæfter. Præsten og skolekommissionen skulle så hører os og gennemse og rette vore skriftlige arbejder og give os karakterer. Præsten kunne jo nok både regne og stave, det kneb mere for skolekommissionen, der jo bestod af gårdmandskoner og andre fra de højere lag, men rette fejl ville de, så Katrine Bak gav mig fejl hvor der ingen fejl var. I pausen mellem slagene var der frokost hos læreren, for de voksne altså. Vi unger pilede mere eller mindre stolte hjem, for den dag vankede der nemlig en 25 øre til at snolde for. Kunne vi ikke lektierne måtte vi "sidde efter" og det er overgået mig en gang. Endda det sidste år jeg gik i skolen. Jeg havde ikke læst på bibelhistorien og kunne ikke huske et navn, og så faldt dommen. Lærer Sørensen bemærkede tørt: "Ja når det går sådan med det grønne træ, hvordan skal det så gå med det visne". Jeg var ikke mange sure sild værd den dag. Vi var også på skoleudflugt om sommeren. Iført vort bedste tøj, med madpakke, rød sodavand og 35-50 øre til at slikke for. Det første år jeg gik i den store skole var vi Lønstrup. Vi var med tog til Hjørring, her skulle vi skifte til privatbanen det sidste stykke, og der skulle vi selv betale 35 øre for billetten. Vi må jo være kommet tidlig tilbage til Aalborg for dagen sluttede med biograftur i Fotorama. Det var første gang jeg var i biografen. En anden gang var vi i Sæbygaard Skov, og der var et lille tivoli med luftgynge og karrusel ved restaurant Skovlyst, så der kunne vi rigtig more os, hvis vi ikke allerede havde formøblet formuen. Men oftest gik turen til Als ved Hurup. Der var lærer Sørensen fra og der var også rart at være, med badning i Kattegat. Lærerfruen var datter fra en stor gård i Helberskov, og hendes forældre inviterede et år os alle til rabarbergrød på græsplænen. Lykke var det jo, hvis solen skinnede den dag, men det hændte nu også at turen druknede i regn.

Nu om stunder taler man så meget om mobning i skolerne. Det ord kendte vi ikke dengang, men mobbet blev der, ikke mindst Hjor-drengene gik det ud over. Og så Ingeman! Ingeman flyttede sidst i tyverne sammen med sine forældre til Sønder Tranders. De boede til leje hos "Smed Kresten". Han ejede det hus der efter hans død blev vores hjem. Mor og far passede på det tidspunkt "Smed Kresten" med mad og renlighed, så vi kom derfor på lidt nærmere hold af Ingeman og hans forældre. Det var et elendigt, meget fattigt hjem. Konen var det man dengang kaldte "ikke meget værd". Ingeman var en sølle underernæret fyr, i noget mærkeligt tøj, som moderen sikkert havde flikket sammen. Han havde aldrig ejet et par sko, før mor gav ham et par der var for små til Kaj, og han blev ovenud lykkelig. Der skulle ikke ret megen venlighed til før ham stråle som en sol. Ingeman havde kun et øje, og dengang blev man åbenbart ikke pyntet op med et glasøje, for der var bare en sprække der næsten var rimpet sammen. Han blev aldrig taget med i drengenes leg i frikvarteret, men stod med ryggen mod gangmuren og så til eller blev drillet og generet så groft at der stod fråde i hans mundvig af sorg og galskab. Jeg gav han engang en "klump" (et stort bolche med chokoladeovertræk) men så blev jeg straks drillet med at vi var kærester. Han var som sagt en svagelig dreng, da han var ca. 12 år døde han, og vi "kammerater" var med til hans begravelse. Vi havde i fællesskab lagt sammen til en lille marmorplade til hans grav. Den står endnu på Sønder Tranders kirkegård, men er næsten ulæselig af mangel på vedligeholdelse, også den kunne trænge til en kærlig hånd.

Jeg håber ikke at jeg har givet det indtryk at skolegangen var en stor lidelse, for det var den bestemt ikke. Jeg var meget glad for at gå i skole, men det er vel altid sådan, at nogle bestemte oplevelsen sætter sig mere fast i erindringen, end de små daglige ting. Den 18. september 1932 blev jeg konfirmeret i Sønder Tranders kirke, et halvt år for tidligt, fordi pastor Flintholm ønskede at konfirmere mig inden han fratrådte embedet. Jeg måtte fortsætte i skolen det halve år efter konfirmationen, og forlod den i april 1933.

Mejeriet

Mejeriet var byens pulsslag. Det var lidt spændende og mystisk hvad der foregik der. Vi der boede så nær kunne høre, hvor der blev arbejdet, maskiner der gik, raslen af mælkejunger, damp der blev sluppet ud og andre lyde, der nu er forstummet.

Meget tidlig om morgen startede det hele op. Mælkekuskene ankom for at få deres dertil indrettede vogne med en enkelt hest for, læsset med junger med sød -, skummet - og kærnemælk, piskefløde kaffefløde og smør, og så luntede de af sted, for at betjene deres kundekreds i Vejgård og Gug. Jungerne havde hane og med forskellig størrelse "potmål" blev mælk og fløde tappet af i kundernes egen mælkespand eller kande. Mælkeruterne var kun et bijob. Ved middagstid var kuskene tilbage ved mejeriet, og efter at have gjort spande og vogn klar til næste dag, kunne de tage fat på deres landbrug eller andet arbejde. Imens var arbejdet på mejeriet jo gået sin gang. Mælkevognene, der havde været rundt på de store gårde efter fyldte junger fra aften - og morgenmalkningen, kørte en efter en op foran perronen og kuskene kylede deres junger ind i mejeriets første port. De gled let på nogle metalskinner, der var støbt ned i gulvet. Lige inden for porten stod mejeristen selv ved sin kombinerede vægt og si. Her blev mælken hældt op og vejet. Der blev taget en prøve i et lille reagensglas. Så kørte vognen frem til den næste port og fik skummetmælk og skyllevand med tilbage til gårdenes grise og kalve. Selve mejeriets indretning og mælkens videre behandling kan jeg ikke fortælle om for det var lukket land for os børn. Vi kom kun lige inden for første port med vor spand eller kande for at købe mælk og fløde af mejeristen, men han har nok ikke haft tid til at tælle alle de småskillinger. Der blev i alle tilfælde den ordning at vi først skulle gå i Brugsen og købe en "mælkebillet", på den skrev uddeleren, hvad vi skulle have og afregnede så med mejeriet.

På et eller andet tidspunkt i 30-erne kom så mælkeflaskerne, dem der nu nærmest er antikviteter og betales for i dyre domme. Far var da blevet "aldersrentenyder" og mor fik job på mejeriet med at vaske flasker. Et surt job, som hun blev meget ferm til. Flaskerne blev fyldt i et stort bassin med sodavand. Over bassinet sad en roterende flaskerenser vandret ud. Den fik hver flaske en tur på, derfra hen på en dims der med et tryk af flaskehalsen satte en stråle rent vand op i den, hvorefter de kom i kasser med bunden i op. En katastrofe var det hvis et eller andet fjols havde brugt mælkeflasken til petroleum. Så måtte mor have hele karret tømt, rengjort og så begynde forfra.

Mejeriet lavede også ost og smør. Om formiddagen kom karetmageren med de dritler han havde lavet til at komme smørret i.

Om aftenen samledes byens unge karle ved mejeriet og sludrede, kom med kvikke bemærkninger til de ungmøer der gik forbi. Hvis en pige stillede sig op der blev hun ikke regnet for hel "pæn". Mine brødre Frede og Jens kunne fortælle alt om det mejeri. De er begge udlært som mejerist der.

Nu er mejeriet, som så mange andre nedlagt. En tid blev det brugt som renseri. Det er nu lavet om til beboelse. Mejeribestyrer Nielsen og hans kone Carla åbnede et mejeriudsalg i deres private bolig og fik mælken leveret fra Aalborg Andelsmejeri. Ak ja!!! Efter nogle år blev også det lukket.

Kirken  

Sønder Tranders kirke er bygget i 1200 tallet. Den har romansk kor og skib, med sengotiske sidebygninger. Den hørte indtil 1932 under Frue Kirke Sogn i Aalborg, hvorefter den kom under Markus Kirkesogn.

Sønder Tranders borgerne har aldrig været flittige kirkegængere, og det er der tit skældt ud over fra prædikestolen, men lige lidt hjalp det. Nu har kirken jo fået et orgel, men der var nu mere atmosfære over det gamle. Det havde på forsiden en sølvplade med indskrift. Desværre husker jeg ikke teksten men en eller anden rig udenlandsdansker havde orglet til minde om sin datters dåb i kirken. Bag et forhæng stod ringer og graver Anders Skrædder eller hans kone Karoline og trådte bælgen ellers ville orglet ikke give en lyd fra sig. Det der gjorde mest indtryk på mig som barn var krucifikset, der hænger i venstre side af skibet, den korsfæstede Jesus med tornekronen og blodet dryppende fra stiksåret i hans bryst.

I mine barndom hed præsten pastor Flintholm. Han havde kun et øje, men var ellers en flink mand. Han og organisten kom cyklende fra Aalborg, når der skulle være gudstjeneste. Præstekjolen hang hos skolelæreren. Han hed lærer Nielsen og var kirkesanger til sin død i 1930. Herefter blev den nye lærer Jens Chr. Sørensen organist og lærer Tether fra Gug skole blev kirkesanger. Pastor Flintholm holdt også børnegudstjenester for os børn. Først i kirken, men senere i et lille træskur, han havde bygget ved siden af købmandsbutikken. Han tog os med på udflugt til sit sommerhus i bakkerne ved Lundbykrat. Det var en lang tur på apostlenes heste, mest drøjt dog for pastor Flintholm, for han skulle slæbe karetmagerens Ester på sin cykel og bar hende det sidste stykke op ad bakkerne på sin ryg. Ester havde dårlige ben og kunne ikke gå den lange vej, men med skulle hun syntes pastor Flintholm. Da den nye Markus Kirke i 1932 blev indviet, var det med to nye præster. Pastor Flintholm var ikke blevet ansat, og det har sikkert været en stor skuffelse for ham. Han fik senere embede på Fyn, men er nu for længst borte. Jeg var for i øvrigt den sidste han konfirmerede i Sønder Tranders kirke og han forærede mig "Det Ny Testamente", med tak for trofasthed i søndagsskolen.

Sognepræst for Sønder Tranders blev herefter pastor Villiam Larsen. Han var en høj pæn mand, som vi unge tøser vist var lidt forelskede i, og så talte han med accent, han var nemlig fra Falster. Da nyhedens interesse havde lagt sig måtte også han prædike for en meget lille menighed. Han holdt også, som pastor Flintholm havde gjort, "Kvindemøder" og "Pigemøder" en gang om måneden. "Kvindemøderne" blev holdt om eftermiddagen skiftevis hos en af "di stu'r". "Pigemøderne" blev holdt om aftenen for de ugifte piger i alle aldre efter konfirmationen. Også her blev et privat hjem stillet til rådighed. Der var sang, andagt og bøn, og så det mest spændende, oplæsning af en roman med forviklinger og kærlighed, men dog på et sobert gudeligt plan, og så var der kaffe bagefter. Det var faktisk hyggeligt og vi var jo ikke forvænt med underholdning.

Det var dog nær gået galt det år, jeg for første gang gik i danseskole på Gistrup kro. Undervisningen der og pigemødet faldt engang på samme aften. Jeg og en del af de andre piger havde altså foretrukket danseskolen og præsten undrede sig over hvorfor der var så få til "Pigemøde". Da fru Bjerre, hvor mødet blev holdt, fortalte ham den nøgne sandhed, blev han for alvor gal og ville have hentet os hjem. Det fik fru Bjerre dog talt ham fra, men jeg tror ikke jeg var til pigemøde siden.

Brugsen

Brugsen var i mange år den eneste butik i Sønder Tranders. Uddeleren hed Rasmus Christoffersen og han passede butikken sammen med sin ældste søn Jens Aage og en kommis. Det gjorde han godt. Han havde orden i sagerne og ingen konkurrence. Forbindelsen til Aalborg var ikke så let som nu, hvor alle har bil, så i hans tid gav Brugsen overskud. Han var en lidt mut mand, i al fald over for os børn, og det var jo mest os der "gik i Brugsen". Jeg kan faktisk ikke huske mor selv gå der op, det var enten os eller far. Hans kone Marie var en sød og venlig dame. De havde 5 sønner og en datter Cecilie:

Her i supermarkedernes og selvbetjeningens tidsalder, er det ved at være slut med den form for dagligvarebutikker. Der var nu en egen stemning i vores gamle "Brugs", med dens specielle duft og mangfoldighed af ting og sager, der var brug for i hverdagen, ingen overflødig luksus eller tingeltangel der.

Den havde ud mod landevejen 2 "store" udstillingsvinduer. Mellem dem en dør med en klokke, der ringede, når vi trådte ind i lokalet. Bagvæggen havde reoler med hylder, og små og store - dybe og smalle skuffer, til sukker mel og gryn, og ellers alt hvad der var brug for i husholdningen. Foran reolen var der en disk med vægt med lodder. Sidevæggene havde også reoler, og nogle med glas for . Her lå et mindre udvalg af lærred, forklædetøj og flonel, strømper, strikkegarn elastik med og uden huller, nikkel - og lærredsknapper og mange andre ting. Her stod sladrebænken, hvor mændene (det var altid mænd der sad der) sludrede om vind, vejr og flæskepriser. Her var døren ud til bagbutikken, ved den hang poser og rullerne med hvidt og gråt papir. Under dem stod bolchedåserne. Høje runde dåser, der fik et par dask på siden for at løsne knalderne, når vi skulle have for en 5 øre. Kræmmerhuset blev lavet af en stump hvidt papir fra rullen, og det afhang lidt af uddelerens humør, hvor mange knalder der kom i, for det var nemlig på slump. I modsatte side stod kaffemøllen foran vinduet, den blev drejet med håndkraft. Senere blev den el-drevet. Det var jo blevet moderne at købe "malet" kaffe. Ellers var det hele bønner, der blev "malet" i egen kværn. Liflig var en kaffetår af sådan helt friskmalet kaffe. I skufferne under kaffemøllen lå Cikorien, den brugte vi til at drøje kaffen med. Det var sådan en lidt halvfedtet stang, som mor brækkede et stykke af og kom i kaffeposen. Cikorien var pakket i brun/rødt papir, der var slem til at smitte af. I mangel af bedre brugte de unge piger det som læbestift.

Senere kom anden kaffetilsætning som "Danmark" og "Richs", med hvert sit slogan: "Det er Danmark der du'er" og "Det er Richs der drik's". Det blev så til: "Det er Danmarks der du'er, men Richs man bru'er". På samme side stod også kasseapparatet og det var stort samt en høj pult med klap, hvor uddeleren førte regnskabsbøgerne. Der var et glasskab med brød, kranse (som de unge mennesker kaldte en knog) og tørt brød (tørkager) til 4 øre pr stk. Men det var skam ikke hverdagskost. Det blev kun købt, hvis der kom uventet gæster. Så blev en af ungerne sendt "bagind" efter brød.

Omme bag disken for de så frem og tilbage og ekspederede. Voksne forlangte en ting ad gangen, men hvis vi børn havde huskeseddel med måtte vi aflevere den, så de kunne spare nogle skridt ved at tage flere ting med på en gang. Var der pauser "vejede de af' og satte på hylder, så der var noget at ta' af. De fleste varer kom hjem i løs vægt til lageret "der'u bag ve'" og blev vejet op efterhånden. Næsten intet var færdigpakket. Sirup f.eks. havde vi selv glas eller kande med til, og det var sirup dengang. Det var så tykt at det døjede med at løbe ud af glasset, det changerede i brune og grønne farver. Margarinen var også i løs vægt og ufarvet, så der medfulgte små blærer med rødt eller næsten orange farve. Jeg husker mor komme margarinen i et stort lerfad, prikke hul på blærerne, klemme farven ud og gennemælte margarinen, så den blev lysegul 10 pund mel var dog færdigpakket i lærredspose. De poser

anvendte mor til mange ting, de var nemlig syet, så syningen let kunne trævles op, hvis man bare fik fat i den rigtige ende af tråden.

Islandske klipfisk lå i firkantede pakker på 1 kg og var salte som ild og lage. Der var top sukker, som blev brugt, når der skulle koges gele. Lyserøde plader frugtsukker til at give farve og smag på rabarbergrøden. Det smagte pokkers godt, når vi holede os en bid. Hvidtøl var på små ankre med spuns, men det var vist kun til jul vi fik det. Det skulle i kælderen ellers gærede det og blev surt.

Ned fra loftet hang forskelligt isenkram, det blev hentet ned med en stang med en krog på, hvis det hang for højt. Der var reb, tøjrepæle, høle og den der fidus til at stryge den med og meget andet grej til landbrug og have. Der var petroleumslamper, glas og væge dertil.

Flagermuslygter, som kunne bruges udendørs og i stalden. Petroleumsdunke, karbidlygter og karbid til cyklerne. Potmål og emaljeret blåt køkkentøj. Kort sagt alt det der nu til min store forundring bliver solgt som antikviteter til høje priser. Så er det man bliver klar over, at man er ved at blive gammel selv.

Kul, koks og briketter kunne vi også købe i Brugsen, og naturligvis petroleum til lamperne eller primussen, hvis man var ejer af sådan en. Desuden korn og majs til hønsene.

Til jul kunne vi købe appelsiner og amerikanske æbler, der var røde og flotte, men var melede og smagte ikke af ret meget. Og julekonfekt, - den stod ved siden af vægten, så det blev nok solgt efter vægt. Det meste var lavet af flormelis, mindre af marcipan og toppene med chokoladeovertræk var der allermindst af. Det var spændende at se hvor mange var af dem, når far havde købt ind til jul.

En søndag før jul lavede de så juleudstilling i det ene vindue, og vi unger stod udenfor og fulgte spændt de herligheder af legetøj, der blev stillet frem.

Vi havde "kontrabog", hvor indkøbene blev ført ind. Hver fredag når far havde fået ugeløn gik han op og betalte, og så var det med at være vaks og få lov til at komme med, for så gav uddeleren et kræmmerhus knaller oven i handelen. Som kvittering på beløbet fik far en "billet", og den skulle han passe godt på for den var penge værd. Brugsen var jo medlemmernes egen og de hæftede for evt. underskud og delte evt. overskud i forhold til den enkeltes indkøb. Jeg

mindes ikke den i Rasmus Christoffersens tid gav underskud. En gang om året, omkring december måned var butikken lukket, for da var der opgørelse d.v.s. optælling af varelager og fremlæggelse af regnskab. Af det fremgik det, hvor mange procent, der det år kunne gives til medlemmerne i overskud. Jeg mener det lå mellem 4-7 procent.

De "billetter" medlemmerne havde samlet og gemt i årets løb, blev så talt sammen, og pengene udbetalt. Det var en kærkommen skilling at få ved juletid.

Omkring 1930 blev der bygget en købmandsbutik på hjørnet af Landevejen og Gugvej, og den var Christoffersen ikke stolt af. Han var ikke glad for konkurrence og stod tit ved kaffemøllen og lurede for at se, hvem der vovede at handle hos købmanden. Vi skulle jo købe "mælkebiletter " for at få mælk på mejeriet, og de skulle betales kontant. Dem fik købmanden også ret til at sælge, og af dovenskab smuttede jeg derind, der var jo ikke så langt. Det bebrejdede uddeleren mig engang jeg var med far nede for at betale. Da jeg spagfærdigt bemærkede, at jeg ikke troede det gjorde noget, svarede uddeleren at han syntes han skulle have lov til at tjene de par øre. Jo han tog det hele med.

Jeg tror uddeleren var den første, i al fald en af de første i Sønder Tranders, der havde bil. En af de høje Ford, som man endnu en sjælden gang kan møde på vejene. Men det smittede jo og pludselig var der hele tre biler i byen. Thoren's, mejeristen og som sagt uddeleren. Det var jo i bilernes barndom, men på et tidspunkt fik brugsen opstillet en blå BP benzinstander med håndtag, der skulle vrikkes frem og tilbage, hvorved benzinen blev pumpet op i et glas, der sikkert rummede en liter, når det var fyldt, blev benzinen gennem en slange hældt over i bilens tank, inden næste glas blev pumpet op.

Lise

Den jeg mindes med størst glæde er Lise. Lise var gift med murer Viggo Hansen. De havde 2 piger, Valborg føde i 1915 og Irene født i 1920, de var jo vores nærmeste nabo, da vi boede i det "gamle hus". Deres køkken stødte op til vores blomsterhave.

Lise var en stor og frodig kvinde med et lyst sind. Hun og mor var nærmest veninder, og hun kom dagligt et smut, til en sludder eller til formiddagskaffe. Vi børn holdt meget af Lise, hun havde tit en knald i forklædelommen, og gav os en lille ting til vor fødselsdag. Hun hjalp mor, når det brændte på, og det gjorde det ofte, mor var jo gravid meget af sin tid. Så gav hun en hånd med ved storvask, slagtning og lignende. Eller når der skulle bages julesmåkager og pebernødder, dem kaldte Lise nu pemmenødder.

Hver gang en "ny" meldte sin ankomst, kom Lise og assisterede jordmoderen, og passede mor og os unger i de 8-10 dage, det dengang var skik at barselspatienten skulle holde sengen. Hun og Viggo stod fadder til Erik, derfor er han døbt Erik Viggo. Niels er sikkert den eneste Lise af gode grunde ikke har taget imod. Lise var snaksom og lattermild, hvorimod Viggo var en mand af få ord.

Om dagen legede vi piger, og fik vandkakao inde hos Lise, men når Viggo kom hjem skulle der være ro, og ham havde vi respekt for. Når han kom hjem fra sit arbejde i Aalborg, skulle maden stå på bordet, og der var både gaffel og kniv. Det der med kniven nu fornemt, hos os brugte vi kun gaflen og bed af flæsket. Gaflerne var treflænet med sort skaft, og så spidse, at det var livsfarligt at ramme ved siden af munden. Dem pudsede Lise hver dag med smergellærred, så de blev blanke. Havde hun glemt noget til bordet trommede Viggo med fingrene, indtil det gik op for Lise, hvad der manglede, og så blev der spist i tavshed. Bagefter gik Viggo i bryggerset og vaskede sig med Iris sæbe. Den var så skarp at det sved i huden længe efter. Så gik han i gang med "Socialen" for han var nemlig socialdemokrat. De havde en foxterrier, og jeg mener den hed Smut, men er ikke helt sikker. Den var i al fald en dame, for den fik hvalpe engang. En af dem skulle leve, og da Petræus (slagteren) kom med sin rullende slagterbutik fik Lise ham til at kupere dens hale. Han havde jo en skarp kniv! Hvalpen peb naturligvis, og moderen fik travlt med at slikke dens sår. Også efter at vi var flyttet på Gugvej, kom Lise tit på besøg eller til hjælp, og vi var glade når vi så hende komme "op over damman". Desværre blev hun ikke ret gammel. I 40 årsalderen fik hun kræft, og der var ikke meget tilbage af store dejlige Lise, da hun døde i sit hjem i 1935 eller 1936.

Else Stausgaard.

Else Stausgaard var husbestyrerinde eller husholder, som det hed dengang, for Jens Tru. Han hed egentlig Christensen. Han var far til uddelerfruen Marie Christoffersen, hvis datter Cecilie jeg legede meget med, mens vi boede i "det gamle hus'⁵. Jens Fro ejede et lille hus (nu Aladdinvej 9). Ham husker jeg ikke meget om, han var meget gammel, og efter hans død blev Else boende i huset.

Hun var byens atlmuligkone. Hun sled som en hest med hovedrengøring og storvask for dem der havde råd til at betale den smule hun fik for sit arbejde. Dengang var der ingen fuldautomatiske vaskemaskiner. Alt kogeægte tøj blev kogt 2 gange i gruekedel i soda og brun sæbe eller sæbespåner. Både det og alt kulørt tøj blev skrubbet igennem på vaskebræt og skyllet i kold vand, men så var det også rent. En husmoder blev skam bedømt efter om der var "grund" i hendes vask, d.v.s. om hendes vasketøj var snehvidt. Lad mig lige fortælle at et "selvvirkende" vaskemiddel Persil dukkede op på et eller andet tidspunkt, og et stort reklameapparat gik i gang. Husmødrene blev afhentet i bus og kørt til stor demonstration i Aalborg og kom hjem, hver med en prøvepakke og en vaskepind. Persil var også god nok, men skrubbes skulle der stadigvæk, og det gjorde Else så. Hun var meget nærsynet og skulle have tøjet helt op under øjnene for at se om det var rent, og det var det når Else var færdig med det. Hun lappede, stoppede og strikkede også for folk, men rig blev hun aldrig. Cecilie og jeg legede meget hos hende og på hendes "tovt" (tovt blev grunden kaldt, fordi den lå lidt højt). Jeg kan endnu fornemme hvor rart det var at sidde i solen uden for hendes hæk og tegne "stuer" i sandet. For enden af Elses seng, var det så at Cecilie og jeg legede frisørsalon. Cecilie var frisør og jeg var kunde, så Cecilie klippede alle mine lysegule krøller af. Der var kun den tot tilbage hvor sløjfen sad i, og selv sløjfen havde fået en flænge, sagde mor. Hun sendte mig op i Brugsen så de kunne nyde synet af min ny frisure. Jeg har endnu en lok fra dengang, som mor havde gemt.

Dulle-Maren

Ja hvordan skal jeg beskrive Maren? Hvor gammel hun var? Jeg ved det ikke, men hun var nok jævnaldrende med mor, måske lidt yngre.

Maren boede sammen med sin gamle far, Jens Ma'sen (Jens Madsen, men han hed vist egentlig Christensen) som hun holdt hus for. De boede i et lille gammelt hus, mellem Bak's gård og vores hjem på Gugvej, så de blev vores nærmeste nabo, da vi flyttede derop. Hun var jo ugift og havde ikke særlig megen forstand, det vidste hun bare ikke selv, for hun satte faktisk ikke sit lys under en skæppe. Hun besøgte både præst og degn. Hun var ikke nogen særlig velset gæst, men det anfægtede ikke Maren, hun kom bare. Hun havde penge på bog! Sikkert hendes mødrene arv, som var sat fast, men 2 gange om året tog Maren til Aalborg og hævede renterne, og så købte hun ind. Det er da også hændt hun er kommet med en ting til mor. Hun kom tit i vores hjem, også da vi boede i det gamle hus. Vi var lidt bange for hende, for hun fik epileptiske anfald, kramper kaldte vi det dengang. Anfaldene startede med at hun gav et par hyl fra sig, hvorefter hun styrtede om på gulvet og gennemrystedes af kramper, så fråden stod ud af hendes mund. Når hun så begyndte at komme til sig selv igen, var hun ondskabsfuld og voldsom, og sagde uartige ting. Far måtte holde hende og få hende anbragt i en stol. Når det hele var overstået var Maren slap og snart listede hun hjem. Hvor længe et anfald varede ved jeg ikke, men jeg syntes det var evigheder.

Maren var egentlig god nok. Hun sang sørgelige viser for os, hvoraf jeg bedst husker "I en sal på hospitalet". Det var hendes yndlingsnummer. Nogen stor sangstemme havde hun ikke, og jeg kommer altid til at tænke på Maren, når jeg hører Niels Hausgaard synge "Barnepigen". Hun var flittig kirkegænger, og gik til alters når lejligheden bød sig, så var der et sandt kapløb af de øvrige altergæster for at komme til før Maren. Dengang drak man nemlig vinen direkte fra kalken, der så blev drejet en lille smule for hver slurk, og igen brød sig om at drikke efter Maren.

Hendes kogekunst var også på det jævne. Den stod hver dag på stegt flæsk, som hun stegte på kakkelovnen. Sovsen blev jævnet med kartoffelmel. Efter alt det flæsk blev der jo en masse fedt i overskud, det kom hun ind til mor med på en dyb tallerken, men det ville mor nu ikke bruge. En gang ville hun koge torsk, og kom så ind til mor og spurgte, hvor længe den skulle koge: "Å' et kvarters tid" svarede mor. "Nå, så må a' ind, for nu har den kogt over en time", sagde Maren.

Hun havde det med at knibe os eller give os et rap, ikke af ondskab, men det gjorde alligevel ondt med hendes knokkelfingre.                                                                                        

Efter faderens død flyttede Maren til en lille lejlighed i Gistrup og her fik hun da også en ven og som Maren sagde: "Hans lo'r er no' varmer' en som min" ( Hans lår en nu varmere end mine).

Hun fik et sørgeligt endelig, idet hun under et af sine krampeanfald væltede af cyklen og trillede i en grøft, uheldigvis med ansigtet nedad, så hun druknede, selv om der næsten ingen vand var i grøften.

Min "tiøre"

Jeg arvede efter min mormor en tiøre, en sølvmønt lavet om til vedhæng. Dens bagside har portræt af Christian IX, konge af Danmark fra 1863 til 1906. Forsiden er graveret med: "Clara den 10/12 1885". Jeg ville gerne kende den oprindelige historie, for det er ikke mormors data, der er præget på den. Måske har hun fået den i anledning af en eller anden begivenhed, jeg ved det ikke, og det er lidt af et mirakel at jeg har den i dag. Den hang i en lille sølvkæde og en dag mens jeg gik i "pogeskolen", havde jeg fået lov til at få den på, og den blev beundret af både lærerinde og kammerater. Min sidekammerat hed Ella, og hun bildte mig ind at det var alt for farligt at gå med den og overtalte mig til at lægge den i mit penalhus. Da jeg senere ville se til den, var den væk, og skønt vi ledte i alle kroge, var den ikke til at finde. Jeg var selvfølgelig dybt ulykkelig. År og dag senere flyttede familien Lundsteen til Sønder Tranders, efter at deres gård i Ellitshøj var solgt ved tvangsauktion. I den forbindelse lærte jeg et nyt ord at kende "Fallittenspiller", det blev børnene drillet med i skolen.

Lundsteen lejede sig ind hos Kræn Uttrup, som ejede det lange hus skråt over for smedjen (nu Bygaden). Pludselig en dag stod Knud Lundsteen, en af sønnerne, hjemme i køkkenet og spurgte mor, om det var min mønt han havde fundet i pilehækken langs Kræn Uttrups køkkenhave. Jeg var jo den eneste i Sønder Tranders der hed Klara. Der blev glæde i hjemmet, men min tiøre bærer stadig præg af at have ligget i jorden i årevis. I huset over for pilehækken boede for øvrigt Ella.

Lundsteen købte senere stuehuset til en nedlagt gård og blev vor nærmeste nabo på Gugvej. De var mellem de få der havde telefon, en af dem der hang på væggen, med sving og tragt, der skulle løftes af en krog. Den var mit første møde med telefonen.

Lundsteen ernærede sig som handels- og vognmand og kørte "lillebil", som Taxa dengang hed. Hans kone Grethe gik ud som kogekone, og har assisteret ved mange af konfirmationerne hjemme. Hun var en ørn til at bage Wales-boller.

Kræn Uttrup var gammel og enkemand. Om hans forhave ud mod landevejen var en høj tjørnehæk og indenfor den stod et æbletræ, der bar oceaner af små gule æbler, som smagte herligt. Når vi gik fra skole, stod han gerne indenfor hækken, og vi stillede os op og tiggede om et æble, men det var yderst sjældent, det lykkedes at narre et fra ham. Det har nok været hans form for underholdning, for jeg var en gang senere på året et ærinde hos ham, da hev han en kasse æbler, han havde stående under sengen, ud og gav mig så mange æbler jeg kunne have i hænderne. Men da havde de nu mistet deres aroma. De smagte næsten af tangmadras eller sengehalm. For enden af vejen med pilehækken boede Søndergaard med sin datter i villa "Fortuna", der kunne vi købe glansbilleder, påklædningsdukker, sprællemænd, fastelavnsmasker og andre småting, som de solgte fra deres private lejlighed.

Attrup

Når mor omtalte sin barndomsby var det altid Attrup. Hun har sikkert været for lille da familien flyttede fra Klitgaard, til at kunne mindes den tid.

Attrup blev også en del af min tilværelse. Jens var den ældste af mors søskende. Han blev født den 28. september 1877 i Klitgaard. Som ung var han sømand, men ernærede sig efter sit giftermål som fisker på Limfjorden. Han blev den 16. februar 1876 gift med sin kusine Johanne Johansen født den 13. juni 1876 i Klitgaard. Hun var datter af morfars søster Katrine, som var gift med Niels Johansen. De bosatte sig senere i Attrup, hvor Niels Johansen var husmand og sadelmager. Morfars bror Knud flyttede også til Attrup, så mor har haft mange slægtninge der.

De første par år af deres ægteskab boede onkel Jens og tante Johanne, som jeg altid har kaldt dem, i Lendrup ved Frederik den 7. kanal ved Løgstør. Her boede også morbror Christian med sin familie. Også han var fisker. De havde hver et lille hus. Lendrup var dengang et lille fiskerleje, med en halv snes huse. Nu er de solgt til ferieboliger, og forandret til ukendelighed. Der er vist kun to fastboende familier tilbage, hvoraf den ene er vores fætter Ingemand, søn af morbror Christian.

Onkel Jens og tante Johanne kunne åbenbart ikke selv få børn, så da moster Johanne den 5. april 1908 fødte en pige udenfor ægteskab tog de hende til sig som deres egen uden dog at adoptere hende. Hun blev døbt Irene Klara. De overtog hjemmet i Attrup og her hed de aldrig andet end Jens og Johanne Attrup. Mormor har sikkert haft aftægtsstue hos dem, indtil hun tog plads som husbestyrerinde.

Onkel Jens og tante Johanne kom til at betyde meget for mig, så længe de levede. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var, da jeg første gang besøgte dem, men det var en søndag, sammen med moster Johanne, moster Emma og mor. Vi var med Fjerritslevbanen til Skovsgaard. Hvordan vi kom derfra til Attrup ved jeg ikke, der gik i al fald ingen busser dengang. I årene derefter var jeg tit på sommerferie der, og de ville også have taget mig til sig som deres egen. Jeg var da også kommet der op, men længtes naturligvis, og da far så en søndag morgen var cyklet hjemmefra kl. 4 for at besøge mig, og sad ved min seng da jeg vågnede, blev det helt galt. Jeg ville med han hjem, og han havde såmænd gerne taget mig med på cyklen hjem, hvis der ikke havde været så langt. Gæstfri som| far var inviterede han det halve Attrup til at aflevere mig den følgende søndag. Det foregik i en lastbil med presenning over. Der var stillet en bænk op i hver side af ladet. Jeg er ikke helt sikker på, hvis bilen var, men jeg mener det var morbror Christians fra Lendrup. Sine og Jens Holst, som jeg senere vil fortælle om, var også med. Det må have været i 1925, for jeg gav som undskyldning for at jeg ville hjem, at jeg længtes efter Jensine, så hun har været den mindste dengang. Nå, men det afskrækkede mig altså ikke mere, end at jeg mange gange siden, var på ferie der, og jeg længtes såmænd hver gang. Når jeg skulle på ferie satte mor mig på toget i Aalborg, og så tog Irene imod mig på Skovsgaard station. Irene var jo 11 år ældre end mig, og ude at tjene, da jeg begyndte at komme til Attrup. Hun havde plads på en ældgammel gård med stråtag i nærheden af Skovsgaard station. Her havde de en datter Agnes, som jeg legede med, indtil Irene fik fri og kunne køre mig til Attrup på sin cykel. Jeg sad altid på styret med hænderne på Irenes skuldre. Huset i Attrup var også gammelt og frønnet, det lå på en skråning, så vinduerne på bagsiden næsten var nede ved jorden, og vi kunne spille bold på taget. Alt var såre primitivt, uden el, vand og kloak. I 1930 blev det raget ned og et nyt bygget på grunden. Det var jo en stor forbedring med elektrisk lys, men stadig med pumpe, nu dog inde i bryggerset og med lokum i gården som alle andre steder på den tid. Nej det er nu ikke helt rigtigt, for på de fleste landbrug havde man end ikke et lokum, der blev sagen klaret i grebningen bag køerne.

Onkel Jens fiskede stadig på fjorden fra sin motorbåd og havde desuden lidt hønsehold og bistader, Senere fik de håndkøbsudsalg fra Brovst apotek. Onkel Jens og tante Johanne var blevet "omvendt" under en vækkelse og var stærkt indremissionsk, som vi kender det fra Hans Kirks Bog "Fiskerne", Nogle af senerne til tv serien "Fiskerne" er foriøvrigt optaget i Attrup og Torslev. Onkel Jens cyklede hver søndag til gudstjeneste i Torslev kirke, hvor han havde sin faste plads. Tante Johanne måtte blive hjemme, hun havde ingen cykel og havde sikkert aldrig siddet på en. Hun måtte så nøjes med, hvad der foregik i missionshuset, men det var også en del, og så ellers komme i kirke, når der engang imellem blev arrangeret fælles transport. En sådan kirkegang husker jeg fordi jeg engang var på besøg hos Irene, der på det tidspunkt havde plads på en gård ca. midt mellem Attrup og Torslev. Pludselig var Irene væk og jeg var alene med en karl. Jeg vrælede i vilden sky, så han fulgte mig ind til et søskendepar, der havde en ejendom i nærheden og de tog sig af mig til Irene dukkede op. Hun var cyklet til kirke for at

være sammen med de øvrige Attrupborgere. Der var mange missionsfolk i Attrup. I vinduerne stod gipsengle, og på væggene hang billeder fra bibelen og broderede skriftsteder. Morgen og aften lå onkel og tante på knæ foran deres seng og bad. I en lille blikæske havde de "manna", små kulørte papstykker, som henviste til vers i bibelen. Hver morgen trak de et "manna", verset blev slået op i bibelen og læst, det var så dagens løsen. Før de 2 hovedmåltider bad onkel Jens bordbøn, mens vi lukkede øjnene, bøjede hovedet og foldede vore hænder.

"I Jesu navn går vi til bords
at spise og drikke på dit ord,
at Gud til ære,
os til gavn
så far vi mad i Jesu navn"

Efter måltidet takkede han:

"Fader tak for daglig brød.
Tak for sjæleføde.
Giv os altid nådens brød
her, og lad os mødes
hisset ved dit højtidsbord
når vi flytte skal fra jord
frelste af din nåde.

Alt arbejde med undtagelse af madlavning og opvask skulle hvile om søndagen. Onkel Jens bebrejdede engang naboen, en gårdejer, at han sendte mælk til mejeriet om søndagen, om det hjalp ved jeg ikke.

I Attrup var der 2 skoler, den store øster i byen og den lille vester i byen. Den lille var en stue i den ene ende af et husmandsbrug, som ejedes af Jens og Jensine (Sine) Holst. Sine Holst var søster til tante Johanne, så jeg kom meget der og legede med deres børn, som de havde 7 af Datteren Lise og jeg var jævnaldrende, så det var mest os 2 der legede sammen. Skolestuen holdt Sine Holst ren. Jeg har aldrig oplevet den i brug, da det jo var i ferierne jeg var der. Sine brugte den til at sætte sit bagværk i, sikkert på grund af fluerne, dem var der tusindvis af på sådan et landbrug. De sendte ikke mælk på mejeriet om søndagen. Om mandagen kærnede Sine smør af fløden fra søndagsmalkningen. Det foregik i en kærne, som man nu kun ser på museerne, det var svært for hende at få smør ud af det, enten har fløden ikke været fed nok, eller vejret været for varmt.

Det var primitivt landbrug. Kornet blev høstet med le og Sine bandt op på den gammeldags facon med snoet halmbånd. Hårdt slid må det have været, men det var et smukt syn, når negene var stillet op i traver. Landbruget var jo ikke stort og har sikkert ikke kunnet føde en familie, så Jens Holst var i bådelaug med onkel Jens og brødrene Jens og Christian Knudsen. De var sønner af morfars ældste bror Knud, og således fætre til både onkel Jens, tante Johanne og Sine Holst. På fjordengen, hvor der nu er marina, havde de en muret gruekedel med skorsten. Her tjærede de deres garn og ruser. Onkel Jens fik engang et strit tjære i øjet og havde stærke smerter i flere dage, og blev derfor snydt for at komme til dyrskue i Aalborg. En sommersøndag sejlede 2 motorbåde med Attrupborgere og mig over fjorden til missionsmøde i Staun, hvor en prædikant talte stærke ord om himmelens velsignelse og især om helvedes ild. Forplejningen fik vi hos tante Johannes brødre Knud og Thorvald Johansen, der boede i Staun.

Fiskeriet på fjorden blev mindre godt og onkel og tante havde ikke meget at slå til Søren med, men de var nøjsomme. Menuen bestod tit af brødæggekage, klipfisk eller anden fisk, hvis de havde fanget nogen, samt på grød. Kom der kød på bordet var det som regel fjerkræ. Alt var egne produkter. Rugbrød blev skåret af ved bordet, tante holdt det ind mod sit bryst og hun filede så en hel eller halv skive af efterhånden som der blev brug for det. Brødmaskinen eksisterede ikke i det hjem. Mælk hentede vi hos Jens Holst efter aftenmalkningen og næste morgen blev fløden skummet af til kaffen. Kaffen malede vi selv i en lille kværn (kaffemølle), og det var gerne mit arbejde, hvilken herlig duft!

Møblementet var som alt andet sparsomt. Et bord med skuffe, stive stole og en chaiselong. Desuden et lille tobaksbord med skuffe og underbord. Herpå lå bibelen og her stod æsken med "manna". Efter deres sølvbryllup i 1931 fik de nye møbler. Et spisebord, 6 højryggede stive stole med lædersæder, en buffet og et dækketøjsskab. Det blev stillet i den "pæne" stue, og blev derfor kun brugt, når der en sjælden gang var mange gæster.

Tante Johanne var smuk og meget mild. Hun kom ikke ofte udenfor sognets grænser, mens onkel Jens jævnligt rejste til møder rundt om i landsdelen. Engang måtte hun dog tage turen til Aalborg. Hun skulle have sine tænder trukket ud! Hun blev bedøvet og fik besked om at sætte sig i venteværelset. Her sad hun i timevis, indtil tandlægen endelig dukkede op og spurgte hvordan det gik. "Jow", sa' tante "no' ka' a' da bejøn' å fornim muj'en ijan". "Så må vi sandelig se at få dem taget ud", sa' tandlægen, og det blev ikke smertefrit. Spiritus, kortspil, biograf, eder og dans blev, som meget andet regnet for syndigt. Da moster Johanne og Kræn Lassen i Nørhalne havde sølvbryllup, blev der danset i loen, hvortil onkel Jens bemærkede: "Ha'd a' vist, der sku' danses, ha'd a' et blø'vn din gæjst i daw Johanne". Langt hår var "kvindens pryd", så jeg var ikke populær den sommer, jeg kom til Attrup med kortklippet hår. De levede helt og fuldt for deres tro, og det satte præg på hele deres færden. Dette være sagt ikke som kritik, men med respekt og kærlighed. Attrup blev mit andet hjem. Tante blev endnu mere bundet til hjemmet, da de i en årrække havde Anders Jensen på aftægt. Han, der var født i 1842, var farbror til onkel Jens og morbror til tante Johanne, så han blev skiftevis kaldt farbror og morbror Ais. Han var enkemand og kom fra Klitgaard. Han var veteran fra krigen i 1864 og havde i den anledning fået et par medaljer eller hæderstegn. Han var jo gammel, blev over 90 år og kunne til tider være lidt vanskelig. Han skældte engang tante ud fordi hun havde været på besøg hos søsteren Sine Holst en time eller to. Så blev onkel Jens gal og gav ham en opsang. Men glad var han for Irene, når hun havde fri og tog sin mandolin og spillede og sang for os. Irene havde en smuk sangstemme, og det lød dejligt når hun sang: "Giv mig en blomst, mens jeg lever".

Efter onkel Jens død den 2. juli 1937 blev tante Johanne boende i sit hus. Hun var da 61 år gammel og har vel kunnet få enkepenge eller aldersrente. Da hun var 72 år flyttede Marie Christensen ind hos hende. Tante var efterhånden bange for at bo alene og trængte vel også til lidt hjælp med hus og have. Marie var ugift og hun blev hos tante Johanne i 13 år, til tante døde den 27. august 1960, 84 år gammel. Hun er begravet ved siden af onkel Jens på Torslev Kirkegård. Graven er nu sløjfet, men stenen står i kirkediget.

Irene blev den 8. juni 1934 gift med Christian Haurslev Jespersen, som hun havde tjent sammen med på den gamle gård i Skovsgaard. De flyttede ind i deres nybyggede statshusmandsbrug i Bratbjerggaard ved Brovst, nu Godrum 8. De havde det småt til at begynde med, men ved flid, dygtighed og sparsommelighed, arbejdede de sig frem til at blive holdne folk. De fik 2 sønner Egon og Viktor. Egon er post i Tranum og Viktor er tømrer i Løgstør. Irene blev i 1963 ramt af akut hjernebetændelse og døde kun 55 år gammel. Haurslev bor her i 1985 stadig på ejendommen i Bratbjerggaarde.

Sønder Tranders

Der var engang! Ja det bliver naturligvis det rene nostalgi, når jeg forsøger at beskrive Sønder Tranders, som den var i min barndom.

Sønder Tranders var en typisk landsby, som tusinder andre landsbyer i Danmark. I en klynge lå store gårde, husmandsbrug, et enkelt bolsted, 3 villaer, små arbejderhuse, 2 skoler, en smedje, et tømmerværksted, et karetmagerværksted, telefoncentral, en slagter, en brugsforening, en købmand, et mejeri og ikke at forglemme en kirke. Den var også sognekirke for Gug. Det var før storkommunernes tid, dengang hed den Sønder Tranders / Gug kommune. Administrationen foregik fra Sønder Tranders, hvor sognerådsformanden boede. I dag er det en død by. Gårdene er der stadig, men deres stalde er gabende tomme. Husene er der også, de fleste af dem, men de er forandret til ukendelighed. Skolerne er nedlagt, Brugsen bygget om til ejerlejligheder, købmanden til beboelse, mejeriet ligeså, smedjen og de andre småværksteder er væk. Nej Sønder Tranders lever ikke mere. Alle lydene er forsvundet. Køernes brølen, grisenes hyl ved fodringstid, hanernes gal ved daggry, arbejdsvognenes rumlen på vejene, lyden fra mejeriet smedjen og skolerne, alt det der gav byen liv er en saga blot. Det eneste der er uforandret er kirken, den står stadig der på sin bakke og dog - -, forhen ringede dens klokke når solen stod op og når den gik ned. Nu bliver solen ringet op og ned på et bestemt klokkeslæt, hvad enten den vil eller ej. Indenfor det gamle kampestensdige er kirkegården som forhen, men udenfor har den nu fået en udvidelse med nymodens urnegrave og" de ukendte grave". Forhen måtte præsten cykle fra Aalborg til tjeneste i Sønder Tranders. Nu er der bygget en splinterny præstegård i umiddelbar nærhed af kirken. Gug har fået sin egen kirke, og Gistrup er i gang med at bygge en. Det kan da vist ikke være på grund af trængsel i Sønder Tranders kirke. Jo mange udensogns brudepar bliver viet der. Det er jo så romantisk at blive gift i en gammel landsbykirke.

Gårdene

Om gårdene og deres jorde vil jeg citere fra en emneopgave min bror Peter har lavet i skolen omkring 1950. Udskiftningen:

Alle bøndergårdene i Sønder Tranders hørte før udskiftningen under herregården Sohngaardsholm. Da bønderne fik lejlighed til at købe deres jord, viste det sig, hvor upraktisk det var med den gamle deling af landsbyens jord i reb. Hver gård måtte have sin jord samlet på et sted, og helst skulle gården flyttes ud fra landsbyen, så den kom til at ligge på sin jord. Denne udskiftning af jord mødte megen modstand hos ældre bønder, der ikke kunne tænke sig at drive en gård alene, men mente at det gamle sammenhold var nødvendigt; de var også bange for at få deres gårde flyttet ud, så de kom til at ligge alene og let kunne blive et bytte for røvere og stimænd. Men de unge tog med godt mod fat på at bygge udflyttergårdene. Ved opbygningen af udflyttergårdene skiftede landet fuldstændigt udseende. Landsbyerne blev mindre. Bønderne plantede hegn om deres marker. Gårdene skød op ude på markerne, hvor før ingen havde boet, og bondelandet fik sit nuværende udseende..

Mellem bønderne opstod kappestrid om, hvem der kunne få mest ud af sin jord, de bedste redskaber og de mest praktiske bygninger. Ingen udgifter blev sparet, når det kunne gavne ejendommen, for nu vidste bonden, at alle forbedringer kom ham selv, eller hans efterkommere til gode. I denne kappestrid har man den egentlige grund til, at det danske landbrug er det bedste i verden, ligesom de produkter der fremstilles kan stå mål med alle andre landes landbrugsprodukter. At de danske landbrugsprodukter kan sælges til andre lande og betales med gode priser, skyldes dog særligt andelsselskaberne, der behandler varerne før de sendes ud, hvorved de bliver så ensartede, at køberne ved, at når varen er fremstillet i Danmark, er de altid ens i udseende og kvalitet. De 3 andelsselskaber der har haft stor betydning for landbrugets salg af varer er: andelsmejerierne, andelsægeksportforeningen og andelsslagterierne. At udskiftningen af jord ikke er blevet fuldt gennemført ses af, at flere af gårdene har lange smalle vange, der minder om gamle reb.

Her i Sønder Tranders er ved udskiftningen de 6 gårde Hedegaard, Duedalsgaard, Bakagergaard, Skovsgaard, Petersgaard og Postgaarden flyttet ud af landsbyen og bygget op midt på deres jord. Citat slut!

Men de oprindelige gårde blev liggende i en klynge i landsbyen og det gælder også for Sønder Tranders vedkommende. Gårdene blev drevet som traditionelt landbrug. Alle med kreaturer, heste, grise og fjerkræ. Jeg her ikke været på nært hold af arbejdet ved landbruget, men oplevede alligevel årets gang der, når gårdene, der stadig lå i byen, skulle til og fra arbejdet i deres marker. Når møddingen og ajlebeholder skulle tømmes og køres ud på markerne, havde vi fornøjelsen af duften. Det kunne ikke undgås at der blev spildt en klat eller en slat hist og her. Det hørte med, og det rynkede vi såmænd ikke på næsen af. Det var ellers hårdt arbejde at tømme møddingen, værst for ham, der skulle læsse vognene. På de store gårde var det som regel en daglejer, der stod for det stykke arbejde, og karlene skulle nok holde han til ilden. Der blev kørt med "skyvtvogn" (flere vogne), som karlene kørte ud på marken og tømte af i bunker med en vis afstand. Udad måtte karlen jo gå ved siden af læsset, så det blev i moderat tempo, men hjemad kom der fart på, når han fik lagt en fjæl på vognen, så han kunne sidde uden at få alt for meget møg på buksebagen. Nej, der blev ikke mange pusterum for daglejeren. Senere blev gødningen så spredt ud, stadig med håndkraft, og pløjet ned. På de mindre landbrug var mand og kone, måske med hjælp af en dreng eller deres egne større børn, der klarede arbejdet. De store gårde havde vel såmaskiner, men jeg har dog oplevet at se kornet blive sået med hånden. Bonden bandt reb i hjørnerne af en sæk, så den dannede en slags hængekøje til kornet. Rebet blev lagt om ryggen og ind under den ene arm, og så blev kornet med elegante kast sået ud over marken. På samme måde blev kunstgødning spredt ud, når den tid var. Når der kom varme i luften og græsset var tilpas højt kom kreaturerne ud. De var helt ellevilde og bissegale den første dag i fri luft, efter den lange vinter på stald. De blev koblet og trukket ud om morgenen efter malkningen. De græssede så hele dagen, men skulle flyttes et par gange. De elektriske hegn var ikke opfundet endnu, så de var tøjret med reb og tøjrepæl. Det var hjortedrengenes arbejde at flytte kreaturerne. Middagsmalkningen mener jeg blev klaret på marken, og sidst på eftermiddagen blev køerne så trukket hjem igen til stalden og aftenmalkningen. Det var før malkemaskinernes tid, og på de gårde der havde 2 tjenestepiger, måtte den ene hjælpe fodermesteren eller karlen med malkningen. Siddende på en trebenet malkestol, med en spand skråtstillet mellem benene, og et tørklæde om håret, støttede hun hovedet mod koens mave og var klar til at gå i gang. Mælkens taktfaste strålen lød som trommeslag i den tomme spand, men lyden blev blidere jo mere mælk der kom i og sluttede med de sidste beskedne strint, når koen var malket ren. Det var et flot syn med en stor "drøvt" (kobbel) køer, hvis de var fede og velplejede. Ellers kaldte vi dem "mav're ræber". De efterlod sig selvfølgelig kokasser på deres vej, så det var med at se sig for, når vi løb med bare tæer. Hestene måtte gøre det tunge arbejde i marken, så det var store kraftige dyr og gårdejerens stolthed. De store gårde havde 3-4 spand, og forkarlen kørte foran med det bedste spand, når de i høstens tid kørte ud for at bjerge kornet hjem. Der var en egen stemning over høsten, hvor alle jo måtte hjælpe til. Selvbinderen sparede får det hårde arbejde med at binde negene med hænderne, men de skulle sættes i hobe for at vejres, inden de blev læsset på vognene og kørt hjem i laden, for senere at blive tærsket. Det var vist lidt af en kunst at læsse en vogn med neg, og man var rent til grin, hvis et læs skred ned på vejen hjem. Et enkelt neg kunne jo altid ryge af, og det var ikke så dårligt, at få ind i hønsegården.

Mekaniseringen indenfor landbruget er jo skredet jævnt frem gennem årene, og den kan jeg ikke gøre rede for. De store landbrug har selvfølgelig altid været først med de nye hjælpemidler. Elektricitet var ikke hver mands eje i min tidlige barndom, men de store gårde havde vindmøller på laden, til at levere kraft til kværn og andre maskiner. De små brug uden el måtte klare alt med håndkraft, og deres kom blev kørt til møllen i Gistrup til formaling. På det tidspunkt høstede de også deres korn med le, som manden svang. Konen bandt negene op med en viske, som hun snoede af strå. Lyden af leens skær gennem kornet og strygestikkens sang mod lebladet, når det skulle hvæsses (slibes), er også for altid forbi. Af den kunne man ellers høre om bonden kunne sit kram. De måtte også tærske deres korn med plejl, en stang med en lang rem, i hvis ende slaglen var fastgjort. Negene blev lagt ud på logulvet, og når så 2 mand der stod over for hinanden skiftevis lod slaglen falde, var der rytme i. Helt anderledes lød det når de store gårdes tærskeværk brummede, hver gang et neg blev lagt i maskinen. Det kunne høres over det meste af byen.